26-12-2013

2. juledag

I går aftes kom vi til at snakke om vores juleafslutninger på Kappel Skole for mange år siden. Vi holdt jo aftenfest for "hele sognet", der kom store og små fra hele området, bare de havde den mindste tilknytning til skolen, så fandt de anledning til at møde op. 3. klasse spillede et lille julespil med nisser eller et krybbespil, vi gik om juletræet og sang i vilden sky, og børnene fik godteposer. Godteposerne og juletræet blev betalt af Snedkermester Frederiksens Fond, som skulle gå til en julefest for børn i Kappel Sogn (han havde ikke lige regnet med at Langø skole ville blive lagt sammen med os, så alt hvad der kunne komme fra Langø også var repræsenteret). De voksne hyggede sig med kaffe og de lagkager, som frk. Søgård havde lavet med nogle 6. klasser i husgerning. Men det helt store disse aftener var "folkevandringen" til en oplyst Kappel Kirke, når festen på skolen sluttede. Så var vi til aftengudstjeneste med vores dejlige præst Birgitte Villadsen, som altid havde forberedet nogle meget børnevenlge indslag. Og børnene sad med deres nissehuer og guffede slik i sig, mens de mindste af dem sank længere og længere ned i sæderne.  Vi sang også den sang eller salme, som vores gode musiklærer Thomsen havde lært os, nemlig Kaj Munks "Der skinner et lys fra en stjerne". Kan I huske den?

1. Der skinner et lys fra en stjerne

igennem natten herned.

Der lyder en tone fra himlen

til jorden om fred, om fred.

2. Hernede er lysene stænget.

I mørket høres kun skrig,

som truer, hoverer og jamrer,

for jorden ved kun om krig.

3. Bliv ved, du ensomme stjerne,

at sende dit lys mod jord,

til hjerterne dog omsider

bøjer sig dybt og tror.

4. Og syng om freden, Guds engle,

utrættelig syng og spil,

til hjerterne dog omsider

bøjer sig dybt og vil.

(December 1941)