Naturhistorier

23-07-2013

I Knuthenborg er der jo mange forskellige dyr, men denne oplevelse er ret sjov. Vi kørte forbi kamelerne, og så skulle vi lige have lidt naturhistoriepædagogik listet ind i ungerne. "Ved du hvad der er i kamelernes pukler?" spurgte vi Malthe. Og svaret kom uden tøven: "Der er fedt, som kamelerne laver, når de har fået meget vand at drikke. Og når de igen har brug for vand, så kan de lave fedtet om til vand!" Sådan! Og det ved knægten fra LilleNørd i fjernsynet!

29-05-2013

Vi har mange forskellige fugle, men her i foråret fylder svalerne meget. Vi har i nogle år ladet stå til mht svaleredebygning, fx i vores baghus, men det er et forfærdeligt svineri, så i år prøver vi på at få dem til at bygge andre steder. Så de flyver omkring ørene på os, når vi er ude i haven, og der er rig lejlighed til at studere fuglene og deres dygtige "flugt", lære noget om deres fødeemner og høre lidt om vejrvarsler i forbindelse med svaler. En dag lå der også en død svale neden for et af stuevinduerne, og så kunne vi jo begynde at lære noget om kredsløbet i naturen...

29-05-2013

Malthe kender mange fuglenavne, men han har nu selv lavet et spritnyt navn, nemlig kukfuglen - og det er da er rigtig godt navn. Vi har en meget aktiv gøg her i vores og naboens have (hvis der altså kun er en?), og hele dagen kan vi høre dens kukken rundt om i haven. den er supernem for børnene at genkende, og så kan vi også få naturhistorierne om gøgen i vores lille bog.

27-05-2013

Mælkebøtter er en smuk blomst, og da der er så mange af dem endda flere gange om året, er det en oplagt planet at bruge til lidt botaniklære.  Den er også god til at lære børnene noget om forskellen på det, de voksne kalder krudt og ukrudt.

Og så er børnenes Mor ret god til det der med at binde blomsterkranse!

27-05-2013

Malthe og jeg sad og kiggede i et blad, og så var der noget tøj med regnbuemotiver. Det måtte vi lige snakke om. "Vi havde en regnbue oppe i børnehavevn" sagde Malthe, Og han forklarede mig, at regnbuen var oppe i himlen, og at de voksne havde vist børnene den. Vi snakkede om farver og så hvilke farver, der var på regnbuetøjet, så blev det lidt abstrakt, for regnbuer har jo altid de samme farver, og her var Malthe ikke lige helt parat til at give sig og mente nok, at regnbuen oppe i børnehaven havde lidt andre farver.

Selvom regnbuer betyder vådt vejr, så håber jeg alligevel,  at vi snart får en rigtig regnbue at se - sammen - så vi kan iagttage farverne på himlen.

Og måske fortælle en berømt regnbuehistorie.

......

Sidst i juli kom regnbygerne og dermed chancen for at se regnbuer - som her hvor Malthe og Alberte fascineres af underet. Malthe har efterhånden opsamlet masser af viden rundt omkring, også om regnbuer, så han er straks parat til at gå efter skatten for enden af regnbuen! Måske han huskede at kigge på farverne.

En dag kan vi prøve at lave en regnbue selv ved hjælp af et prisme.