Min Mormors lyserøde kaffestel, altså de fine, små kopper og alt nødvendigt udstyr til et veldækket kaffebord, har stået i forskellige kasser på loftet. I forbindelse med oprydning dukkede de store kander, kaffe- og chokoladekage, op. Se hvor fine tingene er, men ikke så anvendelige, men nu er de blevet kigget til og forsvarligt pakket bæk igen.

PS Historien om kaffestellet kan læses under Mormorhistorier fra den  14. januar -12.

Oldemors petroleumslampe

Vi har fået en arve-gave i utide, der har altid stået T's navn på lampen, lige fra han var dreng, men nu har vi altså fået den, selvom det er lidt i utide. Lampen stod hos Ts Oldemor, og han kan huske at den stod der. Senere kom den hos hans Mormor, den stod på skænken i den fine stue, hvor jeg faktisk også har set den. Så stod den i rigtig mange år hos Ts Morbror og Tante, og nu er den flyttet hjem hos os. Efter en grundig rengøring står den så og vigter sig i vores lille grønne hjørne ved havedøren. Den er sart, selve lampeglasset har små skår i kanterne, så der bliver passet på. Måske den skal op på skabet, når småungerne laver stærkt rundt i stuerne?

Arven fra Mormor og de andre bedsteforældre

Vi har huset fyldt af arvegods, dog ikke af den slags som man af sikkerhedsmæssige årsager er nødt til at opbevare bag lås og slå i en bankboks. Nej, det er snarere små, sjove, pudsige ting, som vi synes er værd at gemme på. Jeg synes, det kunne være sjovt at fortælle om nogle af disse ting - måske der endda er nogen af dem, hvor vi selv har været en del af den historie, der er knyttet til tingene.

Gækkebreve

Som jeg før har været inde på kan vores arv fra de gamle tage mange former, fx den kage, som jeg fortalte om. Men nu er der dukket en helt vild arv op, nemlig en samling af gækkebreve fra T.'s Mormor, børnenes Oldemor Dagmar. De er af fint papir, mange af dem sirligt klippede og med den smukkeste håndskrift, man kan fore stille sig. Og gækkevers som vi ikke kender mere. Nu vil jeg sætte nogle tekster ind og også nogle billeder af gækkebrevene, og så ellers gemme dem i en lille æske. Måske der bliver nogle børn, som på et tidspunkt vil synes det er sjovt at studere disse fine breve, som er over hundrede år gamle.

Servantekanden

Servantekanden stammer fra min Morfars hjem ude ved Sletterne på Fejø. Der har sikkert været et vaskefad til på et tidspunkt, men det kan jeg ikke huske. Den stod hos min Mormor og Morfar og var, ligesom de andre ting ude fra Sletterne, omgærdet med en vis form for respekt. Det var jo ikke allesammen fine ting, men min Morfar var glad for de ting, som han sikkert har været vant til at bruge som barn. Denne kande står også bare til pynt, men ville være meget flot med en stor buket sommerblomster i.

Jordbærsættet

Hos Oldemor Dagmar (Morfars Mormor) var der to fine "jordbærsæt", altså en skål til frugtgrød med tilhørende kande til mælk. Vi fik det ene sæt og har siden da haft det stående til pynt, lidt af vejen oppe på et skab, så ingen af os ved et uheld kommer til at slå det i stykker. Flot er det, men nænner man at bruge det?

Julekrybben

Julekrybben sat op af børnene.
"Jesusbabyen" får ikke helt den centrale plads, som vi andre måske ville give ham.

Årstiden er ikke til det, det ved jeg ganske udmærket. Og egentlig er det heller ikke et arvestykke, snarere en bestilt gave. Men jeg har altså den her julekrybbe, som min Far lavede til mig på et tidspunkt, da vi boede i Vesternæs. Jeg kan ikke huske, hvor ideen kom fra, men i hvert fald hang det sammen med, at min Far havde fået sin drejebænk, hvor han lavede alle de flotte skåle osv. Var der ikke andre ting, han kunne lave til os? Så kom vi frem til de små figurer, som forestillede alle personerne i en traditionel julekrybbe. De er lidt forskellige, men alligevel lavet ud fra samme princip. Og malingen af figurerne stod jeg selv for. Og nu kommer så det sjove, det kan jeg heller ikke huske, hvor jeg havde set, men i sidste uge så jeg en udstilling i Illums Bolighus i Tivoli, hvor der stod et sæt krybbefigurer, som ret så meget lignede mine. Mon det har været det firmas figurer, der har sat vores i gang i sin tid? 

Selve "stalden" blev faktisk først lavet et par år senere, også som et bestillingsarbejde, men den er helt vores eget design.

krybben er hen ad vejen blev suppleret med dyr, som jeg har fundet rundt omkring, der er fx flere Santons, altså de små lerfigurer, som man fremstiller i Provence også til krybbespil. Selve Jesusbarnet er også en Santon, i starten var det kun en perle svøbt i brunt filt og lagt ned i en halv valnødskal, men nu har vi altså en ægte Bebe Jesus til krybben.

Jeg finder et billede og lægger ved teksten.

Farmors Søndagskræs

Kan arven fra de gamle bedster ikke også være noget så praktisk som en kageopskrift? Det er i hvert fald det, vi har gang i lige nu.

Det begyndte sådan set med Mette Blomsterbergs programserie i tv med Kongerigets kager, hvor der optrådte en af vores gamle bekendte, Preben fra Fejø, med den såkaldte Figarokage. Den havde hans Mormor og senere hans Mor lavet. Og vores Farmor arbejdede sammen med Prebens Mor og har måske lært kagen at kende der. Og nu kunne man så bare gå i gang med at lave en Figarokage, enten efter Prebens anvisninger eller i den variation, som Mette Blomsterberg kom frem til. Og det var præcis, hvad vores bageglade og -dygtige ældstedatter gik i gang med. Den blev rigtig god, så nu er vi da enige om, at vi må til at have den på vores kagerepertoire. Samtidig med at vi fik vores første Figarokage, havde kusinerne på Fejø (Fyn) også fået Figarokage. Denne var lavet efter deres Mors opskrift, og denne var faktisk var nedskrevet og kunne vises på Facebook - hvor var den kage flot!

MEN hvorfor mon har vi dog ikke gjort noget af dette meget før? Vores Farmor lavede sin egen variation af denne Figarokage, som hun kaldte søndagskræs. Hun  havde et forhold til opskrifter, som handlede om, at måske kunne hun gøre den meget bedre ved at ændre nogle ting, eller i al fald skulle der eksperimenteres med ingredienserne. Så hendes bunde kunne laves med nødder i stedet for mandler eller fx også med havregryn, hvilket smager rigtig godt. Og mange gange var fyldet æblemos i stedet for det meget søde ribsfyld. Og så selvfølgelig flødeskum på kagen, det hører sig til.

Nu tror jeg, at Figarokagen i en eller anden form bliver optaget som en del af vores kagerepertoire fremover, uhm! Og sikkert i en lidt ny variation, hvis jeg kender bagerne ret...

Farmors glas

Forleden havde vi lejlighed til at dække bord med "Farmors glas", Farmor, altså vores børns Farmor. De glas er flere forskellige slags, dessertvinsglas, små sodavandsglas og nogle ølglas og så de flotte, grønne "sauterneglas".. Disse glas blev brugt på Fejø, når der var familiekomsammen, fx til fødselsdag eller jul. Så kom Farmors Mor og Far, oldemor Dagmar og oldefar Kresten, med en flaske "sauterne" nede fra købmanden til stegen, det var selvfølgelig ikke rigtig sauterne, men købmandens mærke i hvidvin, og så skålede vi med de fine, grønne glas. Aldrig rødvin, så måske er det derfor, at der ingen rødvinsglas var. Til  vores mellembarns barnedåb havde vi et lyserødt tema, med duge og servietter og blomster og lys - OG lyserød mad, laksemousse, hamburgerryg og jordbærfromage. Og så kom Farmor med sine fine grønne glas fra Fejø, og vi fik lov at dække bord med dem til hvidvinen til forretten, fordi de grønne glas passede så godt til alt det lyserøde. Vi havde selv nogle flotte rødvinsglas, så det var kun hvidvinsglassene, vi skulle låne. Efter middagen gik Farmor selv i køkkenet for at vaske de grønne glas af, det blev ikke overladt til nogen andre. Men hun havde også passet så godt på sine glas, at vi senere kunne arve dem og have glæde af dem til gæster også i denne sommer. 

Et blåt tema

"Er vi ude i et tema, noget med dansk landlig stil?" blev jeg spurgt, da jeg lagdeop til at dække bord med de gamle tallerkener fra Fejø. Det var hverdagstallerkenerne hos Torbens forældre på Fejø, lisom det også var hverdagstallerkener i Nykøbing hos mine forældre (sikkert købt med til Nykøbing fra Fejø). Ved at samle, hvad vi havde fra begge familier, nogle spisetallerkener, flere store og små fade og en sovsekande, og ved at supplere med hvad jeg ellers havde af gammelt og nyt blå, ja, så fik jeg til et tema. Og da så dugen dukkede op, økobomuld fra H&Ms online butik (ligner noget jeg selv kunne have viklebatikfarvet i 70'erne), så var det fine bord en realitet. Og ja, det minder om gamle dage på Fejø eller i Nykøbing. Gad vidst hvor mange andre familier på Fejø, der har spist af  de samme blå blomster?

Hækflaget

Her er endnu et eksempel på et arvestykke, som egentlig ikke er noget, men som jeg alligevel ikke havde lyst til at skille mig af med. Hækflaget fra vores sejlbåd, altså "flagstangen" fra hækflaget, som min Far selv har lavet  med hans sædvanlige omhu for de små detaljer, flagknoppen, måden at sætte flaget fast på og ikke mindst den lille "lineholder", hvor flagsnoren fastgøres forneden. men hvad skal man dog bruge et hækflag til, når man ikke lige har en stor sejlbåd liggende i baghaven? Jo, legehuset kunne godt bruge en flagstang, så da var ideen født. Vi støbte en fod, som flagstangen kunne stå i (skal måske nok males) og et lille stofflag blev indkøbt og monteret, og vupti, så var der en flagstang til legehuset - og en god anvendelse for det gamle hækflag.

Tændstikæskerne

Tallerkenrækken

Det her er måske ikke guld, men alligevel dejligt at finde det igen. Tænkte nok, at vi havde gemt den et eller andet sted. (Vores hus og baghus er jo så stort, at der bliver ved med at være gemmer, som vi endnu ikke er nået frem til). Tallerkenrækken eller "tælrikket", som de gamle sagde. Min Mormor og Morfar havde selvfølgelig sådan en i køkkenet hen over spisepladsen, hvor min Mormor havde de pæne fade stående fremme. Da vi så flyttede til Kappel, fik vores første rigtige bolig, ja så fandt jeg på, at jeg gerne ville have sådan en i mit køkken. Men da var den gamle fra Fejø væk eller i al fald i så dårlig stand, at jeg ikke måtte få den. Men så lavede min Morfar da bare en ny til mig, og vi malede den skriggul, som det var moderne der i 70'erne. Men så kom den åbenbart i skammekrogen, da vi flyttede videre, indtil nu, da jeg fik indrettet vores børneværelse. Her skal  den da op at hænge og bruges til at sætte spændende bøger i, så de små kan blive inspireret  til godnatlæsningen.(Altså når den lige bliver malet op en gang).

Ps: Da min Morfar havde lavet min tallerkenrække, ville både min Mor og Moster også have hver en, så min Morfar blev da helt ekspert i at fremstille dem, og det er jo snedkerarbejde. 

Rosenvasen

Jeg sætter stor pris på de små ting, der kan minde mig om de gamle. Her er min Mormors lille grønne vase. den stod på en piedestal (som jeg også har, og som min Morfar havde lavet selv) henne i den krog, hvor deres divan stod. Det var sådan en hyggelig krog, hvor min Morfar hvilede sig efter aftensmaden, og hvor jeg sommetider sov, når der var for kodt på loftet. En divan har indbygget hovedpude, en forhøjning i den ende hvor man lægger hovedet, faktisk ikke særlig behagelig at ligge på, men sådan en havde man i mange hjem. Divanen var dækket af et tykt, brunt tæppe af noget vi ville kalde møbelstof, og der lå en "pølle" til at lægge under hovedet, en aflang rund pude med hæklet betræk i brune og beige farver. På væggen bag divanen hang et vægtæppe, sikkert for at skåne væggen, når nogen lå på divanen. Motivet var en bjergscene et sted langt fra Danmark, men fyldt med eventyr. Og så stod Mormors grønne vase altså der i krogen også, og så ofte som det kunne lade sig gøre, var den fyldt med blomster, og allersødest, når Mormor havde sat en af sine dejlige, gule roser i vasen.

Rosalil

Et par af de mange kapsejladspræmier, jeg har arvet fra min Far.

Arvesølvtøjet på billedet er små glasbakker, men ikke helt almindelige, de er nemlig kapsejladspræmier!

Min Far, Farfar og Farmor boede i et lille hus på Østerbro i Nykøbing. Og i gården bag huset byggede min Far og Farfar en lille båd, en kragejolle, da min Far var meget ung. Tænk han byggede sin egen båd! Han var uddannet tømrer, men alligevel, sikke et arbejde. Men han havde god hjælp af min Farfar. Båden blev døbt Rosalil, som var afledt af min Farmors andet fornavn, Rosa.

Og så startede hans liv som sejler i Vikingen i Nykøbing. De var mange unge, som havde et godt sammenhold og tog på ture og ikke mindst sejlede kapsejladser, når der var mulighed for det. Og det var her, min Far vandt sine præmier, rigtig mange endda. Den øverste på billedet bærer årstallet 1950, så da må min Mor altså have været hjemme med mig som spæd, mens min Far sejlede kapsejlads. Men sådan var det! Livet på vandet betød meget for min Far, og snere hen også for resten af familien, selvom vi fik en større båd med plads til os alle fire, og den var absolut ikke egnet til kapsejlads!

Præmierne var mange og altid tretårnet sølv. Sådan noget skal pudses for at se godt ud, og måske er det forklaringen på, at min Far aldrig har lavet et skab til udstilling af alle præmierne. For så skulle de jo pudses, hvis de ligefrem skulle udstilles. Min Biror og jeg har delt sølvtøjet, og de små bakker kan bruges til lys fx. De små bøgre til blomster og bestikket af forskellig slags kan jo bare indgå i det almindelige bestik. I øvrigt gik Sejlklubben senere over til præmier og gaver i form af skibsglas, men jeg synes nu, at det gamle sølvtøj er mere spændende. Nogle af præmierne er startspræmier, de fik nemlig ikke kun præmie for at komme først i mål, men altså også for at være første båd over startlinjen, når signalet havde lydt. Ogogså der var Rosalil stærk!

Jeg har lagt en lille billedserie med Rosalil under billeder.

Faster Karens dug

Faster Karens dug

Alle de flittige hænder, der har været gennem tiden, har selvfølgelig efterladt masser af håndarbejder. men der eksisterer kun en brøkdel af disse håndarbejder i dag. Tingene har været slidt op, ødelagte fx af pletter (det er ikke så svært) eller bare været kiksede og uønskede. Men jeg har nogle fine ting, som jeg hæger vældigt om, og en af dem er en dug, som min Mormor havde fået af en min Morfars søstre. Søstrene, 5 i alt, var som alle andre unge piger dengang meget flittige med håndarbejde, og denne dug er absolut et fint stykke arbejde. Det er tankevækkende at sidde der med dette fine håndarbejde i hånden, det er måske 100 år gammelt, syet med de fineste sting, kantet med en hulbort og lagt op med sirlige små sting - det er "faster Karen"s værk.

Jeg fik den af min Mor inden hun døde, hun havde næsten ikke brugt den, og jeg nænner heller ikke at bruge den, selvom jeg ellers mener, at de gamle ting skal bruges. Tænk hvis der kommer stearin eller rødvin på!

Æbleblomstdugen

Min Mors æbleblomstdug

Dette er også et arvestykke, selvom det ikke er så gammelt som faster Karens dug. Men arvet fra min Mor, men det er mig selv, der har syet den. Jeg lavede den til en af min Mors runde fødselsdage, 60 år tror jeg, og den er syet i korssting på hørlærred med blomstergarn fra Håndarbejdets Fremme. Det er en sofabordsdug, hvor de nyudsprungne æbleblomster er spredt rundt på hele dugen. Jeg lavede også et lille broderi, som blev brugt til en varmebrik. Min Mor brugte dugen, til fødselsdage og andre fine komsammenner. Og hun og jeg var enige om, at jeg skulle arve dugen fra hende. Alt med æbler betød rigtig meget for hende hele livet, opvokset som hun var omgivet af æbletræer - og de er jo ikke mindst kønne på den tid om foråret, hvor de blomstrer.

Farfars erantistallerkener

Erantisstel med flade, dybe og små tallerkener

Disse flotte tallerkener har jeg fra min Farfar. De er så søde, der er kun 6 af hver, men det rækker jo også til en lille (forårs)frokost. Desuden er der en vase og et salt- og pebersæt. Når vi besøgte min Farfar og Gudmor, spiste vi tit af disse tallerkener, og de rakte jo, når vi kun var os fire på besøg. Min Gudmor samlede også et mågestel, men det forærede hun væk, da hun blev syg, og selvom det lyder som sure rønnebær, ville jeg virkelig ikke bryde mig om at servere mad på en tallerken med måger på.

Suppeterrinen

Min Mormors guldrandede suppeterrin

Min Mormor ville gerne dække et smukt bord, men det kunne godt være lidt vanskeligt med hverdagsporcelænet, så hun begyndte at samle et spisestel sammen. Jeg ved ikke, hvad det hedder, i bunden er der et mærke, hvor der står Bovaria, altså noget tjekkeisk. Fint hvidt med guldkanter, jo, fint skulle det være. Hun brugte det ret meget, specielt frokosttallerkenerne kan jeg huske, vi tit spiste af (frokost har jo altid været det store samlingspunkt i familien fx til pinse). Efterhånden tyndede det ud i min Mormors tallerkener, så da vi ryddede huset efter hendes død, var der ikke så meget tilbage, og de tallerkener, der var, var så slidte, at de ikke kunne bruges. Men suppeterrinen og kaffekanden var fine, så dem har jeg nu. De får så lov at spille forskellige roller, men mest bruger jeg terrinen til forskellige blomster, små løgblomster her i foråret, fine roser om sommeren og til jul havde jeg lavet en dekoration med høje hvide lys, nobilisgran og hvide porcelænsfigurer.

Kuvertaskebægre og cigaretholdere

Småting fra det fine gamle kaffestel med små lyserøde roser som dekoration

For lang tid siden, når vores forældre og bedsteforældre skulle dække et fint bord med deres pæne porcelæn, hørte der både kuvertaskebægre og cigaretholdere til opdækningen. Enhver værtinde med styr på tingene sørgede for, at gæsterne blev budt på rygetøj, og der hørte selvfølgelig også et lille askebæger til hver kuvert. Det er da heldigvis hørt op for mange år siden, men tingene eksisterer altså stadigvæk og står i skabene og fylder op. Men de kan jo godt bruges til små vaser og til fyrfadslys. 

Jeg har flere forskellige sæt, disse hører til "det lyserøde kaffestel", som jeg har fortalt om et andet sted. Men søde er de, bare uden cigaretter og aske naturligvis.

Sennepskrukken

Sennepskrukken fra min Mormors køkken

Denne lille sennepskrukke fik jeg af min Mormor. Den var en del af hverdagen på Fejø, stod oppe i deres spisekammer, og jeg har selv været med til at bruge den. Når min Mormor stegte torsk, torskerumper faktisk, skulle de have hjemmerørt sennep til. Den laves ved at tage en del sennepspulver, min Mormor brugte Brugsens, og en del sukker der røres op med ca. samme mængde eddike. Der skal også et lille nip salt i senneppen, som gerne skal stå og trække noget tid inden middag. Stegt torsk kan ikke spises uden denne sennep, og så er det sjovt at servere den i min Mormors gamle sennepskrukke.