Hjemme på vores vej...

09-03-2019

Vores vej er små tekster om de piger, vi var engang, mig og så min tidligste barndomsveninde og så lige et par andre piger på den lille vej, vi boede på som børn. Vejen ligger mellem to større veje, hvor der var trafik. På vores vej var der roligt, så vi kunne lege ude på vejen. Og de voksne behøvede ikke at holde øje med os hele tiden, det var et trygt sted at vokse op. Mange af de små erindringsglimt står til troende, andre er der pyntet eller digtet lidt på. Men hovedsagen er, at vi kan blive mindet om dem, vi var - og vel stadig er...

08-03-2019

1

HJEMME PÅ VORES VEJ

bor der tre små piger.

Kirsten er den ældste,

Jane er den yngste, og

lige midt imellem de to

er jeg, Marianne.

 

Ja, egentlig vil du ikke kunne høre, at jeg hedder Marianne, for min mor kalder mig Putte, også når hun står ude ved vejen og kalder på mig. Det er lidt pinligt, men heldigvis siger de andre børn Marianne til mig.

 

Og der er jo andre børn på vejen. Mange faktisk. Jane har en storesøster, Kirsten har en lillesøster, og jeg har en lillebror. De to små er små, og Janes storesøster er stor, og hun er vist mest interesseret i kærester. Det ved vi godt, hvad er, men det må hun hellere passe selv. I nogle af de andre huse er der også børn. Mange børn.

Vores vej er en lille vej, der går mellem to større veje, hvor der er trafik hele dagen. Der er også trafik på vores vej, men det er mest mælkemanden og skraldevognen, der kommer igennem, for de mennesker, der bor her, har ikke bil. Enten fordi de er gamle eller også fordi de ikke har råd til en bil. De har jo heller ikke brug for en bil, fordi de bor i byen og kan cykle rundt, hvis de vil væk fra vores vej.

 

07-03-2019

2

 Kirsten bor i nr. 7, og ved siden af i nr. 9 bor Jane. Og ovre på den anden side af vejen bor jeg i nr. 14. Vi kan bare lige gå ud på vejen, hvis vi gerne vil lege med de andre børn. Og det gør vi tit.

Så leger vi inde på legepladsen i sandkassen. Det er en stor legeplads med en stor sandkasse og karrusel og gynger og vippe og klatrestativ og kolbøttestang. Men vi kan alle sammen godt lide at lege i sandkassen. Det bedste er, når der lige er skiftet sand, og sandkassen er blevet fyldt med nyt, frisk strandsand. Det dufter ligesom der gør ved stranden, og vi kan finde masser af små muslingeskaller i sandet.

Så har vi graveskeer og spande med, og så graver vi al sandet væk, til vi når ned til bunden, og af sandet bygger vi vægge og sofaer og stole, så vi får et helt dukkehus, bare til børn. Det er en sjov leg.

Men om aftenen skal vi hjem og spise, og næste dag kan det hele være væk igen, for måske kommer der nogen af de store børn om aftenen og ødelægger vores sanddukkehuse.

En dag er jeg alene ude på vejen. Jeg har lige været til dans, så jeg er ikke sammen med nogen af de andre piger.

Ovre på legepladsen leger nogle af de lidt større drenge omme fra Stubbekøbingvej i sandkassen, og de kalder på mig.

Kom, Marianne, kom og leg med os!”

De har bygget et fint tårn, som de nu vil hoppe ned i. Og jeg må gerne hoppe først. ”En, to, tre!” Og jeg hopper, og jeg forsvinder ned i et stort hul fyldt med grene. Og imens griner de store drenge helt vildt af mig, de har lavet en fælde, og de har fået mig til at hoppe i den. Så lusker jeg flov og ked af det over vejen og ind til min mor. Aldrig mere lege med de store drenge...

 

06-03-2019

3

 Men så kan vi jo også bare lege i vores egne haver, der kommer de store drenge i hvert fald ikke!

Vi har en stor græsplæne, som vi må lege på.

Kirsten ved lidt om skole, så vi finder på at lege skole. Min mor hjælper os med at finde nogle kasser og skamler og stole, som vi kan bruge til skolepulte. Den største skal selvfølgelig være lærer, så det er Kirsten. Og foran hende sidder ”eleverne” med den mindste forrest, det er min lillebror, så kommer, Kirstens lillesøster, og bagerst sidder jeg. Jane er ikke med til at lege denne dag. Kirsten lærer os nogle bogstaver, men de små er altså for små til det der skole, så det bliver hurtigt kedeligt for dem at sidde stille. Og så er den leg forbi. Og vi må sætte alting på plads igen.

05-03-2019

4

 Midt på vores græsplæne står et kæmpe stort valnøddetræ.

Om sommeren er der masser af blade på det, og de lange grene hænger ned mod jorden, så der dannes en slags hule under træet. Min lillebror har en lille bog om en dreng, der hedder Andy Pandy, som bor under et kæmpetræ. Der er sådan nogle søde tegninger i den bog, og jeg vil gerne have, at vores valnøddetræ skal være ligesom træet i den der bog. Vi kan også lege under vores træ. Lege at vi bor her sammen med vores dukker med nogle tæpper og kiks og flasker med saftevand.

Om efteråret bærer træet de lækreste, store valnødder. De har en klistret, grøn skal udenpå, den skal først gnides af, før man kan åbne den rigtige nød og få de hvide kerner ud. Og det sviner! Man får sort-brune fingre af at ordne valnødder, men vi gør det alligevel, selvom vi ved, at vores hænder skal skrubbes med skurepulver og neglebørste om aftenen - for de smager så godt, de store valnødder!